OM BEBAKREA

Velkommen til!

Bag bloggen står jeg, Rebecca - en halv tysk og halv dansk kvinde, som lige har rundet de 30!
Jeg elsker kreativitet - at skabe noget med egne hænder, at følge processen og se produktet udvikle sig. Fordybelsen i noget kreativt har altid givet mig ro, faktisk så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg gik i skole, var jeg meget glad for billedkunst og sløjd, og beskæftigede mig også med det i min fritid. Jeg kunne få timer til at gå ved skrivebordet med penslen i hånden og akvarelfarverne foran mig. Men efter gymnasiet forsvandt kreativiteten ligeså stille. Jeg arbejdede meget, begyndte at læse til pædagog og valgte værkstedsfag som linjefag. Sikke hyggeligt det var!
Det tog dog stadig få år, før jeg på en tidligere arbejdsplads mødte nogle dejlige kollegaer, som tilbragte de stille aftentimer med strik og hækling. Her sad jeg med kollegaer, som skabte de flotteste tørklæder, huer, babytæpper, trøjer - og tænkte "Det bliver jeg nødt til at lære, for den dag jeg får børn, skal de have hjemmestrik fra mor!" (Min mor har vist 2 venstre hænder, hvad håndarbejde angår, derfor må det være mit job). Næste dag gik jeg på biblioteket og lånte bøger om strikning, jeg købte grønt og gråt garn til mit første tørklæde, mine første strikkepinde og tog efterfølgende på arbejde igen. Jeg havde aftenvagt med dejlige Ulla, som godt lagde mærke til garnposen og strikkebøgerne. Hun mente meget optimistisk, at hun i løbet af aftenvagten sagtens kunne lære mig at strikke ret og vrang, samt skifte farve. Jeg må være ærligt, for det troede jeg ikke på jeg ville kunne lære - men det skete! Kønt blev det ikke, men jeg fik gejsten og afhængigheden af garn, strik og fordybelsen, som jeg har haft manglet i for mange år. Det var i sommeren 2011 og jeg har strikket lige siden! I løbet af sommeren 2012 lærte jeg at hækle og endnu et helt fantastisk univers åbnede sig op for mig. 

I dag tænker jeg tilbage på dengang jeg hverken strikkede eller hæklede. Hvad lavede jeg dog? Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik tiden til at gå med… sikke timer af spild :-) 
Nyest øver jeg mig ved symaskinen, men vi bliver nok aldrig så gode venner, som jeg er mig strikkepindene og hæklenålene...

Det var forresten to højskoleveninder, som bragte mig på idéen med en blog. Jeg havde fulgt andre kreative kvinders blogs i et godt stykke tid, og sprang så efter en weekend i København ud i det - det er nu lidt over et år siden! Tak Katrine og Sidsel :-)

Bloggens navn er sammensat af to ord: Beba, som min lillesøster kaldte mig, da hun endnu ikke kunne sige Rebecca. Og krea kommer af kreativitet.

Endnu engang velkommen til bebakrea! Og mange tak, fordi du læser med - efterlad en kommentar, det gør enhver blogger glad :-)


2 kommentarer :

  1. Din blog er fin og bedre end tidligere !

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :-) Er også selv rigtig glad for det nye look :-D

      Slet