mandag den 30. juni 2014

Loppeguld

I dag har jeg været forbi et lille hyggeligt hus ved Jyllands vestkyst, nærmere syd for Ringkøbing Fjord, som sælger alt vintage og retro fra 1950-1970, hvad hjertet begærer. Det er en ældre mand, som opkøber ting fra dødsbo og sælger dem videre i de små salgsrum i det lille hvidtkalkede hus med en forhave fyldt med smukke og adskillige blomster. 
Salgsrummene er nu ikke ret store og manden forstår at udnytte pladsen. Jeg gik rundt i ca.  30 min og kunne have tømt butikken for meget - ja rigtig meget - mere, dog begrænsede jeg mig kun til det jeg kom efter - strikkebøger og hæklehæfter fra de gamle dage!



Jeg gik lidt rundt og kiggede, inden jeg spurgte efter, hvad jeg kom for - men manden måtte sige, at han ikke har strikke- og hæklebøger i sin fine lille butik. Jeg kiggede heldigvis godt efter - og faldt ganske rigtigt over en bog og to hæfter!


Til venstre et Femina fra 1968 - det er simpelthen så morsomt at læse de gamle husmoderråd, læserbreve og ikke mindst kigge på hækleopskrifterne til børn fra 6-8 år. Der er også to eller 3 opskrifter til kvinder, som er ret fine.

Til højre er det Alt for damernes Babystrik. Desværre uden årstal. Hæftet er fyldt med gode, ja rigtig mange gode, opskrifter til babyer i alderen 6-18 mdr. Desværre er størrelsen ikke altid angivet, og sjovt nok blev strikkefastheden dengang målt i 5 og ikke 10 cm!

Midterste bog er fra Alt for Håndarbejde fra 1977. Der findes de almindelige tips og anvisninger for alle strikkebegyndere - fra at slå masker op, ret og vrang, redning af tabte masker, sammenstrikning af inderlommer, knaphuller og aflukning til kantstrik og hulmønster. Særlig begejstret over i bogen er jeg, hvordan man laver sin egen strikkeopskrift ud fra snitmønstre, omregning af strikkefasthed og de forskellige mål alt fra dame-, herre- og børnetøjsstørrelser.

Der er alt i alt så mange gode opskrifter på især basistøj til de små, at jeg slet ikke kan få armene ned igen af begejstring! - Sikke et godt køb til i alt kun 140 kr!

5 kommentarer :

  1. Det lyder som et sted for mig :) Ved du hvad butikkens navn eller adresse er?

    SvarSlet
  2. Ja, det er et rigtigt lækkert sted, hvor man hurtig kan blive et par 100 kr fattigere :-)
    Stedet hedder Klitgaarden Antik & Ting - besøg deres hjemmeside www.klitgaarden.net

    SvarSlet
  3. Jeg troede ikke, at du kom til at finde noget der !!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo mor, jeg kunne have købt meget mere :-)

      Slet
  4. Det ser godt nok ud til at være en interessant butik! Den vil jeg skrive mig bag øret! Alene det, der er på billedet, fortæller mig, at det er et sted, hvor jeg nemt kan finde nye ting :-)

    Sikke nogle fine strikke/hækle-bøger-blade, du købte! Jeg kan også godt lide at kigge i ældre magasiner.

    SvarSlet