torsdag den 26. september 2013

Hakning - tunesisk hækling - afghansk strikning .........

...... der er mange udtryk til én og samme teknik. Fremover vil jeg bruge det danske, gammeldags udtryk hakning

Hakning er en blandet teknik mellem strikning og hækling. Der skal bruges en hakkenål med en spids som en hæklenål, men en længde som minimum en strikkepind. Hakkenålen er som udgangspunkt et nummer større, end dét man ellers ville hækle/strikke med. Hakning foregår kun på retsiden.
Ligesom hækletøjet er hakkearbejde ligeså nemt at tage med sig, da maskerne forløber vandret og ikke lodret, som det er ved strikning.
Hakning giver en fast, tæt og vævet struktur, og giver skarpe overgange ved farveskift. Hakning er derfor egnet til tykt overtøj, interiør, tasker og meget andet.

Det har længe været planlagt at lære at hakke, dog har der altid været andre projekter i gang og jeg havde ikke fundet den rette inspiration/idé. Dét, der fandtes på nettet, var gammeldags. For et par uger siden fik jeg inspirationen via Yarnfreak. Også PESCNO har skrevet en vejledning i hakning. Alt dette resulterede i, at hakning virkelig er kommet på mode rundt omkring på de forskellige blogs! Så jeg er vist med på bølgen, selvom jeg for et par måneder siden troede, at jeg ville starte med noget, som mange andre ikke er i gang med... Pyt, jeg var for langsom.

Teknikken er nem at lære. Jeg brugte først PESCNO's vejledning, men især videoer på youtube og Garnstudio har vist mig nogle fifs, også tricks til en pæn venstre kant.

Jeg er gået i gang med et pudeprojekt - en DIY. Garnet, hakkenålen og et wire på 60 cm har jeg købt hos Yarnfreak.

Se her et par billeder af mit Efterårsprojekt No. 2:

Hakning Tunesisk hækling Kauni

Så langt, så godt. 
Om 5,5 cm tager jeg en anden farve i brug og om 45,5 cm er første del færdig!

Hakning Tunesisk hækling Kauni

Jeg er virkelig vildt forelsket i den vævede struktur, samt garnets melering!
Det bliver  fint sammen med en anden farve også. 
(så følg med på min blog, der kommer flere billeder undervejs!)

Hakning Tunesisk hækling Kauni

Hakkenålen er fra mærket KnitPro. 
Lækkert design, og specielt godt med muligheden for at kunne skrue forskellige længder wire på.

Hakning Tunesisk hækling Kauni

Jeg hakker i Kauni; et uldgarn, som findes i utallig flotte farver. 
Garnet er beregnet til en pind 3, jeg hakker med en nål nr. 4, som jeg synes passer fint.


Det er virkelig hyggeligt at afprøve hakning som en ny teknik. Det er overkommelig, har udviklingspotentiale og det kræver ikke at spørge andre mennesker om hjælp hele tiden. At garnet så stadig lugter af dyr, gør projektet nu endnu mere hyggeligt! Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at det er et naturprodukt!

Ingen kommentarer :

Send en kommentar