søndag den 9. juni 2013

En stribet hue

Hue

Hue

Hue

Hue

Hue

Jeg er i gang med flere små projekter lige for tiden. I dag er jeg blevet færdig med denne hue fra bogen All you knit is love af Susie Haumann. Huen er strikket i størrelse 12-18 måneder.

Huen strikkes oppefra og ned til øreklapperne. Jeg må sige, at det har været en værre pilleri i starten med kun 12 masker fordelt på 4 strømpepinde; men jeg svedte mig igennem de første 8 omgange og efterhånden blev det nemmere at holde styr over pindene. På et tidspunkt skiftede jeg til en rundpind nr. 3 (40 cm). Huen strikkes egentlig med en pind nr. 2,5, men grundet min strikkefasthed gik jeg lige lidt op i pindestørrelsen.
Huen er nem at strikke, bortset fra starten. Dét jeg kan lide ved huen er øreklapperne; at pandekanten let ruller op er også ret sødt! Derudover synes jeg bindebåndene ret smarte. De er nemlig runde, selvom de ikke strikkes rundt!
Det gik også ret hurtig for mig at strikke huen, jeg brugte noget af 2 nattevagter til den plus 4 timer. 

Garnet hedder Arwetta Classic fra Filcolana. Det er et blødt strømpegarn, som findes i et væld af farver og som kan vaskes i maskinen på 30 grader - praktisk! Det er faktisk restgarn fra dette projekt jeg har brugt til huen. Farverne er karrygul, lyseblå og mint.

Nu vil jeg tage et andet projekt i hænderne; mon ikke jeg i aften bliver færdig med dette projekt her?

1 kommentar :

  1. Flot stykke arbejde! Glæder mig til at se det næste projekt.

    SvarSlet